Arsenal Denmarks bestyrelse har besluttet at søsætte et nyt tiltag, et ”Arsenal Denmark Youth Council”.
Aktivitetsudbuddet i Arsenal Denmark er støt stigende, både nationalt og lokalt, og der er hele tiden brug for flere hænder. Der er også brug for friske øjne og nye vinkler, så vi ikke gror faste i vores vante måder at gøre tingene på.
Det nye Youth Council bliver en slags skyggebestyrelse med tre formål:
- At udtænke og implementere nye tiltag og aktiviteter i Arsenal Denmark, som vi aldrig har prøvet før
- At gentænke og implementere gamle tiltag og aktiviteter på en ny og anderledes måde end vi har gjort før
- At tage ejerskab og ansvar for drift af eksisterende operationelle områder og give dem et ’ansigtsløft’ og et nyt drej
– desuden skal det nye Youth Council sikre fødekæden af nye lederkræfter i vores voksende forening.
Der afholdes som udgangspunkt fire møder i løbet af sæsonen, det ene fysisk – gerne sammen med en Arsenal kamp i en lokalafdeling. Youth Council medlemmerne inviteres til fanklubbens udvidede bestyrelsesmøde i marts/april og på bestyrelsesseminaret i januar. Medlemmerne af det nye Youth Council skal bl.a. klædes på og trænes op til at kunne gennemføre klubture som guides.
I første omgang er det ambitionen at sammensætte et Youth Council med 5-7 medlemmer. Man skal være over 20 men under 30 år samt være medlem af Arsenal Denmark for at blive optaget. Når man først er optaget, kan være medlem af Youth Council, indtil man fylder 33 år. Derefter er det tanken, at man overgår til korpset af frivillige til at varetage nogle af de mange opgaver i fanklubben eller sågar indtræder i bestyrelsen (evt. som suppleant).
Har du lyst til at være med, så send en kort skriftlig ansøgning til formand Thomas Ballegaard på tb@arsenal.dk inden søndag den 25. august kl. 18:00.