Det er svært ikke at holde af den nye dokumentar om Arsene Wenger, som åbner op for sine svære overvejelser omkring skiftet til Emirates Stadium, hans forhold til David Dein og tiden med The Invincible.
Life is about millimeters, about timing – Arséne Wenger
Sådan starter dokumentaren om den længst siddende manager i Premier League-historien, Arséne Wenger. Det siger han samtidig med, at et enormt stofportræt bliver hejst ind midt ind på Emirates Stadium af manden selv til hans sidste hjemmekamp på den hjemmebane, han har været med til at skabe fra bunden.
Da jeg skulle skrive denne anmeldelse var min plan, at jeg ville lege den nye Thomas Treo, nok i en mere sober . Jeg ville være superkritisk og give læserne på Arsenal.dk et uforventeligt syn på, hvordan jeg oplevede dokumentaren. Men det gik ikke. Da jeg havde set de første 20 minutter, vidste jeg, at det ville blive en overdådig god dokumentar.
Filmen er bygget op om hele Wengers tid i Arsenal, men med fokus på invincible sæsonen. Derfor oplever man også den unge Wenger, som ingen kender: Den franske forretningsmand, som kom fra japansk fodbold. Her kommer der en af mange fede montager, som starter med den klassiske ”who?” fra Ian Wright.
“Arséne come from Japan, he doesn’t know anything about the demands of our game“
– Alex Ferguson, tidl. Manchester United-træner
En masse interviews fra spillerne i den tid er med til at forklare, hvordan Wenger vendte op og ned på den engelske fodboldkultur. Det blev et farvel til øl og sovs og hej til udstrækning og vitaminer. Martin Keown forklarer, hvordan alle spillerne lige pludselig følte sig som superhelte.
“People questioned me when I arrived, and the first player I bought was Patrick, what a player“
– Arsene Wenger
I opbygningen til invincible sæsonen kommer endnu en fed montage, hvor der bliver sat fokus på indkøb af spillere ude for Englands grænser. Først Vieira, så Petit, derefter Overmars og til sidst Anelka. Montagen bliver afsluttet med, at de alle står oven på en bus med både et FA Cup-trofæ og Premier League-trofæet.
Først 48 minutter inde i filmen kommer vi til sæsonen, hvor det hele sker: Arsenal bliver The Invincibles. En lang række sejre og uafgjorte kører over skærmen, indtil vi når den famøse kamp mod Manchester United. De fleste har nok set den, men for dem som ikke har; Patrick Vieira får rødt kort, der står 0-0, Martin Keown laver straffe, Van Nistelrooy banker den op på overlækkeren, Arsenal forbliver ubesejret. Det er et fantastisk moment i filmen, som dog slutter lidt brat.
“Highbury, my soul, The Emirates, my suffering. To be stubborn can be a strength, and a weakness”
– Arsene Wenger
Filmen er hurtigt ovre 03/04 sæsonen og starter op på kapitlet om kollapset. Der kommer fokus på stadionskiftet fra Highbury, til The Emirates. Det fungerer supergodt, selvom man tror, dokumentaren kun handler om det, man vidste i forvejen, er det et dejligt afbræk, men samtidig også lidt sørgmodigt.
Vi kommer helt tæt på Wenger og David Deins skilsmisse. Wenger snakker om steder han skulle og kunnet havde skiftet hen. Han fik tilbud fra Real Madrid, det franske landshold, Juventus og sågar tilbudt op til flere gange at blive engelsk landstræner. Han valgte at blive i Arsenal, fordi han elskede klubben for højt, siger han.
I’ve met many huge champions, they talk to you only about what they lost, because success is easy to absorb, but the defeats remain forever – Arséne Wenger
Dokumentaren slutter som den startede; samme klip, samme sted og samme tid. Dog er det en anden end Wenger, som taler over det – nu er det Thierry Henry. Han siger meget passende ”Most of the time, endings are not great”. Wengers sidste tid var ikke smuk, men fyldt med protestskilte og dårlig energi omkring klubben. Jeg tror, det er de færreste, der ikke kan se, hvor meget den mand har gjort for Arsenal og vores syn på fodboldholdet i dag.
Hvis du stadig ikke har set dokumentaren, så kan det ikke gå for langsomt, uanset om du holder med Arsenal eller ej. Den er fyldt med gode historier, flotte billeder og et hav af citater, som også har været et bærende element i denne artikel. Nu har jeg ikke læst medievidenskab eller noget, der ligner, men jeg er født skeptiker, og jeg må bøje mig i støvet for den her dokumentar. Fem ud af fem kanoner.