I en tid, hvor Arsenal er i frit fald, har vi brug for helte. Vi har brug for helte, som vi ved, der kan hjælpe os ud af den nuværende situation, hvor spekulationerne og kritikken hagler ned over Unai Emery og hans Arsenal-mandskab. Udtrykket på banen er udefinerbart, de taktiske dispositioner før, under og efter kampen er til debat og tålmodigheden ser ud til at være brugt op blandt fansene. Arsenal-topscorer, Pierre-Emerick Aubameyang, har dog i denne turbulente periode været en lysende stjerne på himlen. Gaboneseren har nærmest på egen hånd optrådt som helt ved at redde kastanjerne ud af ilden med vigtige scoringer, i perioder, hvor det så mørkest ud. Med scoringen mod Wolves i weekenden nåede stjerneangriberen op på 50 mål for Arsenal i utrolige 78 optrædener. I dette indlæg leveres en fodboldfaglig analyse af målene.
Mål, mål og mål
I analysen af Pierre-Emerick Aubameyangs 50 mål for Arsenal er der benyttet et analyseskema for at kunne visualisere område for mål og målgivende aflevering. Udover det er det relevant at undersøge hvilken berøring, angriberen scorer sine mål på samt kigge på afslutningstype og gennembrudstype.
Fox in the box
Arsenal-topscoreren er en utrolig afslutter. Han har i skrivende stund den bedste konverteringsrate på 32,1% (minus straffespark) blandt Premier League-spillere med mere end 10 mål. I gaboneserens tid i Arsenal har vi dog oplevet et par store afbrændere, men ser vi bort fra disse, så skyldes den høje konverteringsrate selvfølgelig nogle fremragende sparketekniske færdigheder. Han mestrer både vrist- og indersidesparket og har i andre tilfælde vist sit signatur-chipskud frem. En anden væsentlig grund til de mange mål, skal findes i hans bevægelser uden bold og timing i feltet.
Hvor bliver målene scoret?
- A3(1): 33 mål (66%)
- A3(2): 7 mål (14%)
- A2: 5 mål (10%)
- B3: 5 mål (10%)
Statistikken vidner om en angriber, som er bevidst om, hvor målene scores i fodbold på øverste hylde. 90% af Pierre-Emerick Aubameyangs mål bliver scoret inde i modstanderens målfelt. Hele 66% af målene bliver scoret i centerrummet fra ellevemeterpletten og ind.
Ovenstående statistik leder os videre til den del af analysen, hvor vi kigger nærmere på selve afslutningen. I forlængelse af tallene, som fortæller os om en evne til at komme til afslutning i modstanderens felt, findes der også en sammenhæng i angriberens antal berøringer inden scoring;
- Mål scoret på 1. berøring: 37 mål (71%)
- Mål scoret på 2. berøring: 8 mål (18%)
- Mål scoret på 3 berøringer eller flere: 5 (11%)
Det, som der er værd at udlede fra de tal, er, at Pierre-Emerick Aubameyang tit har sidste fod på Arsenals angreb. Hvor mange gange har vi ikke set angriberen sætte en kølig indersideafslutning på et hårdt fladt indlæg i løbet af de sidste sæsoner?
Han lader fødderne tale. 42 mål med højre fod og 8 med venstre.
Den målgivende aflevering
Hvis blikket rettes mod området, hvor den målgivende aflevering bliver spillet fra, samt type af gennembrud, er det med til at give et bredere billede og perspektiv på, hvordan Pierre-Emerick Aubameyang skal spilles og sættes op for at få det maksimale ud af angriberens spidskompetencer – nemlig at score mål.
- A1: 1 assist (2%)
- A2: 17 assists (39%)
- A3(1): 2 assists (5%)
- A3(2): 2 assists (5%)
- B1: 1 assist (2%)
- B2: 6 assists (14%)
- B3: 7 assists (15%)
- C2: 2 assists (5%)
- D3: 1 assist (2%)
Her er halvrummene i modstanderens målfelt topscoreren, hvor hele 17 oplæg kommer fra netop dette område. De næste zoner, hvor oplæggene viser en tendens, er foran modstanderens felt i halv- og centerrum.
For at gøre netop disse tal overførbare, så giver det god mening at kigge på gennembrudstypen til målene. Det er selvfølgelig en subjektiv vurdering af den givne situation, men forhåbentlig giver det et overblik;
- Indlæg (cut back, høje eller flade indlæg): 16 mål (32%)
- Kombinationsspil (række af pasninger i fase 2/3, bandespil, spil på dybt løb mm.): 13 mål (26%)
- Standardsituationer (straffespark, frispark, hjørnespark): 8 mål (16%)
- Offensive omstillinger (fra erobring- afslutningsspil): 10 mål (20%)
- Soloaktion (individuelt initiativ): 3 mål (6%)
Ser vi på nærmere på medspilleren, som leverer den målgivende, så er der et par spillere/positioner, som er værd at have med i ligningen for at kunne levere en fodboldfaglig analyse;
- Alexandre Lacazette: 7 mål (18%)
- Sead Kolasinac: 6 mål (15%)
- Ainsley Maitland-Niles, Aaron Ramsey, Henrikh Mkhitaryan: 4 mål hver (10%)
- Hector Bellerin: 3 mål (8%)
Ikke overraskende er Aubameyangs partner in crime, Alexandre Lacazette, den spiller, som leverer flest målgivende afleveringer til Arsenal-topscoreren. Det andet som er værd at bemærke, er, at vores backs står for hele 32% af oplæggene.
Fra statistik til spillet på banen
Hvor ville Arsenal være i tabellen, hvis det ikke var for Pierre-Emerick Aubameyangs evner til at slå til, når chancen opstår? De generelle statistikker beretter samtidig om et Arsenal-hold, som formår at skabe færre og færre målchancer, skud på mål og generelt have kontrol i fodboldkampen.
Er Aubameyang en notorisk målscorer? Ja. Er Aubameyang en komplet fodboldspiller? Nej. Han er i høj grad afhængig af strukturen omkring sig, da han ikke er en spiller, som skaber målene på egen hånd. Kun 3 af sine 50 mål er kommet efter en individuel aktion, hvor han på egen hånd har afgjort sagerne for Arsenal.
Det primære område for assist til Arsenal-spilleren er i A2 (halvrummene i modstanderens målfelt), hvilket fortæller om et kampbillede, hvor Arsenal skal kæmpe for at nedbryde en kompakt defensiv organisation hos modstanderen. Her er det svært at udnytte hans eksplosivitet, men heldigvis har han en fantastisk evne til at time indløb og placere sig hensigtsmæssigt i feltet.
Sead Kolasinac har været et glimrende asset, men har i mange omgange forspildt en chance med dårlig kvalitet i indlæggene. Med tilkomsten af Kieran Tierney er der stort potentiale for at bygge yderligere på, da hans kvaliteter i indlægsspillet er markant bedre.
Det betyder tilsyneladende heller ikke det store, om Pierre-Emerick Aubameyang har sit udgangspunkt på kanten eller som 9’er – han evner stadig at komme til afslutninger i målfeltet. Han har en fantastisk relation til Alexandre Lacazette, og de nyder godt af hinanden. Der er et stort udviklingspotentiale i frontrioen inkluderende Nicolas Pepe, men det er svært at få øje på i øjeblikket, da holdet har store vanskeligheder ved at opretholde space control på banens sidste tredjedel. Alt dette kommer ned til holdets positionering på bolden, som tit er lagt op på individuelle aktioner end på holdets relationer og bevægelser. Unai Emery virker til at være kørt fast, og en ny træner, med nye idéer og impulser, vil kunne løfte spillet højere.
Det er ikke kun spillet på bolden, hvor Arsenal har store udfordringer. Spillet, strukturen og strategien uden bolden er heller ikke til at få øje på. 20% af Aubameyangs mål (10 mål) er kommet efter en offensiv omstilling, hvilket er alt for lav andel taget i betragtning af gaboneserens kompetencer i denne fase af spillet. Hvem husker ikke Aubameyang i sin Dortmund-tid under Tuchel og Klopp? Fuldstændig elektrisk spiller i en mere vertikal spillestil med fuld fart over feltet. Han bliver ikke yngre, men besidder stadig fart og har en exceptionel evne uden bold.
Hvad bringer fremtiden?
Arsenals nye klubanfører er uden tvivl den vigtigste spiller i truppen i klubbens nuværende forfatning. Uden angriberens evne til at udnytte de få chancer, som Arsenal får, så ville holdet allerede nu have udspillet sin chance for kvalifikation til Champions League i Premier League. Aubameyang kan i store perioder af kampen være usynlig, da strukturen omkring ham er ikke eksisterende. Han er en angriber, som i det rette setup kan være fuldstændig dødbringende, så jo hurtigere, Arsenal kommer på rette kurs, jo bedre. Der er mange flere mål i vente for vores altid-smilende afrikaner.