Rummet deler sig som regel i to, når man nævner Mesut Özil. Enten hader man ham, eller også elsker man ham.
af Nicklas Beran Bergström
Mesut Özil kommer fra Gelsenkirchen i det østlige Tyskland, et område der er kendt sin kærlighed til fodbold, og for at omfavne det, som tysk fodboldkultur handler om – stemning.
Özil startede allerede som 6-årig med at spille på et af de lokale hold – herfra gik det kun en vej, og det var op.
Özil fik debut på Schalke 04’s førstehold som 18-årig, og allerede før sin debut blev der snakket om Özil som den nye store ting i Tyskland. Men efter kun små 2 år på førsteholdet, og knapt 30 kampe, afviste Özil den kontraktforlængelse der kom fra Schalke. I kulissen stod Werder Bremen klar til at hente unge Mesut, og Özil blev hentet til klubben for omkring 5 millioner euro, og fik hurtig en nøglerolle som den afgørende kreative midtbanespiller, som spillet ofte skulle gå igennem.
Allerede her var de første tegn på en spiller, der ikke havde noget imod kontroverser omkring sin person. I Werder havde man været vant til Diego som klubbens helt store spiller med et kæmpe ansvar, dette skulle Özil nu prøve at løfte – og det gjorde han.
Med tiden i Werder Bremen, samt et fantastisk VM for Tyskland i 2010, beviste Özil, at han var et af Europas helt store talenter. Specielt 08/09 og 09/10 sæsonen bød på lækkerier, med sammenlagt 52 assists henover alle turneringer. Dette fik alle de store klubber i Europa til at holde skarpt øje med den unge tysker med tyrkiske aner, hvilket resulterede i den handel, der sendte Özil til Real Madrid for knapt 18 millioner euro.
Tiden i Madrid var god ved Özil, og han fortsatte den flotte stime af assist, der endte med 80 assist henover alle tuneringer på små 4 år. Her spillede han også sammen med sultne angribere som Benzema og Ronaldo, som tyskerens flødefod konstant fandt. Hele 27 assist lavede Özil alene til Ronaldo i sin Madrid tid. Det hele endte dog bittersødt for Özil, da han blev en brik i et transferspil der skulle få Luka Modric til den spanske hovedstad fra Tottenham.
Dette sendte Özil til vores elskede Arsenal i transfervinduets sidste time, hvor han kom som rekord handel. Samtidig kom den nye store stjerne, der skulle være med til at reddet et hård ramt Arsenal hold i den sidste del af Wenger æraen. Özil kostede 50 millioner euro, og blev på det tidspunkt den dyreste tysker handlet. Real Madrid lagde en klausul ind i handlen, der gjorde at de havde 48 timer til at købe Özil tilbage, hvis Arsenal prøvede at skippe ham til Spanien, i frygt for at Arsenal ville sælge til Barcelona, der før havde vist interesse for tyskeren.
Arsenal-tiden har indtil videre budt på 74 assist henover alle tuneringer, med specielt 15/16 sæsonen som højdepunkt med 19 alene i Premier League. Men udover de spillemæssige fakta har der altid været kontroverser omkring Mesut Özil, alt fra kontraktforhandlinger til politiske problemer, har gjort at han altid står med et ben ude af døren.
Hvorfor vil man så beholde Özil i Arsenal, og hvorfor vil man eventuelt gerne have ham afsted?
Hvis man starter med det positive omkring tyskeren må man nævne hans overblik. Altid sans for det fremadrettet spil og i at finde en aflevering så ikke engang hans medspillere havde forventet. En klassisk ’dåseåbner’ hvis man skal bruge termer fra de lavere divisioner i dansk fodbold. Hans touch på bolden er derudover sublimt, eller det var det i hvert fald engang. De første år i Arsenal viste, at han uden problemer kunne sætte folk af med enkelte førstegangsberøringer og finde en angriber i dybden. På dette tidspunkt var kritikken rettet mere på kvaliteten af medspillere end kritik af Özil selv, og den engelske presse jokede med at der var langt fra Ronaldo og Benzema til Giroud, Walcott & Oxlade.
Özil er oftest en åbenlyst en holdspiller, og meget glad for at tage fokus hos modstanderen, for derefter at sende en kattepote af en aflevering mod en fri medspiller, noget som især kom til udtryk da han spillede i Real Madrid med et stjernebesat hold. Men specielt i Arsenal har han prøvet at bruge det som fordel for sig selv, noget som til tider har fejlet de senere år.
Özil kan stadig bidrage til noget i Arsenal, og specielt nu hvor han ikke er den ubestridte største stjerne i klubben, kan han måske finde ro i sit spil igen og vise fordomstids spil. For det er nemlig det alle holder vejret omkring, indtil vi for alvor ser ham i aktion. Har han stadig niveauet, og hvis ja, vil englene så ikke synge med det angreb, vi har sat sammen efterhånden. Han har stadig en stemme i omklædningsrummet, og for de pro-Özil fans rundt omkring i verdenen der håber på en sen opblomstring igen.
Mesut Özil’s største kritikpunkt er, at han ser ud til at være uinteresseret i at hjælpe holdet defensivt. Emery sætter Arsenal op til at presse fra fronten og modpresse, så snart bolden er tabt, når dette presspil ikke fungerer, grundet manglende indstilling, skaber det huller og mulighed for at spille igennem kæderne.
Dette giver afløb for mange frustrationer og bidrager til den meget negativ holdning, som ofte også er noget af det mest debatterede i fodboldverdenen. Hans attitude…
Ofte ses Özil gående rundt på banen frustreret og meget lad i sin attitude. Hans udstråling er set ude fra meget svær at forstå, og specielt ved udskiftninger, havde det været for bare 20 år siden, havde man set spillere som Roy Keane eller Viera komme flyvende i en to-fods tackling.
Spillet i sig selv kan være op og ned for Özil, men det er altid rundt omkring Özil der er ballade, en situation han som regel sætter sig selv i. Tilbage da Özil og Alexis skulle forlænge med klubben blev det trukket i langdrag fra Özil-lejren. De mente, at han skulle have samme løn som den bedste betalte spiller i Premier League. Tiden gik og med afgangen af Alexis, bukkede Wenger og klubben under, og gav ham en vanvittig kontrakt med 350.000 pund om ugen, hvilket gør ham til den 4. bedst betalte spiller i dag, med en årsløn på 13,975,000 pund om året. Vanvid.
Mange fans var allerede sure nok i
forvejen over dette, men Özil tog endnu en beslutning, der kostede ham mere en
bare fans-frustrationer. Frem mod VM i Rusland valgte Özil at fotograferes
sammen med den kontroversielle tyrkiske præsident, Ergodan. Dette ekspanderede nu
Ozil’s problemer, for nu gik der politik i den. Den tyske forbundskansler
Angela Merkel valgte at nævne det pressen og sammen med en horribel præstation
til VM fra Tysklands side (som Özil fik skyld for), valgte Mesut Özil at trække
sig fra landsholdet og beskylde forbundet for åbenlys racisme. Det menes, at
den utroligt store medieomtale i hjemlandet ramte Özil hårdt, og påvirkede også
han spil i Arsenal. Men han valgte dog alligevel at have Ergodan som forlover
til sit bryllup tilbage i foråret. Selvom man aldrig skal blande politik og
sport, så endte det alligevel som endnu et negativt højdepunkt for vores
tyrkiske/tyske midtbane kreatør.
FOLKS MENING – ALLE HAR ALTID EN
Som opvarmning til dette skriv, prøvede jeg at få nogle kommentarer fra andre Arsenal-fans på sociale medier, for netop at få bekræftet om meningerne om tyskeren er så delte, som man går og tror. Min beskedne omgangskreds af efterhånden hårdkogte Arsenal-fans bød på en afstemning hvor 59% mente, at Özil er blevet en dyr dødvægt, som gerne måtte have rejst, for at frigøre de knapt 3,5 millioner pund, han hiver hjem hver uge. En pointe der kom fra flere sider, og som ofte ytres omkring Özil, er at han simpelthen ikke passer ind i Unai’s måde at spille fodbold på. Unai har brug for en 10’er der er bundet på flere opgaver på banen, andet end at se frem ad. Noget som Özil ikke ligefrem er kendt for at besidde. De 41% der mener at Özil stadig har en fremtid i klubben, pointerede overordnet, at hans visionære spil kan være afgørende for vores spil i flere faser, specielt når vi møder de kompakte hold der står dybt og skal ’låses op’ – noget vi sagtens kan se frem til i vores Europa League kampagne.
En vigtig måde at opsummere folks generelle kommentarer må være: Balance.
Det hele står og falder på om der er balance på holdet med Özil i start 11’eren. Hvis Unai kan formå at gøre ham til den afgørende spiller, vi husker Mesut Özil for, der kun skal se fremad og bevæge sig frit i mellemrummet, samtidig med det stigende presspil stadig kan fungere og bryde modstanders spil, så har Özil måske sin mulighed. Men kritikken af ham vil altid være der, om det er Gary Neville eller din ven fra folkeskolen, alle mener altid noget om Mesut Özil.
FREMTIDEN
I sidste sæson var Unai i en lang periode rimelig klar rent taktisk, omkring at Özil ikke nødvendigvis skulle være på holdet, dog sløret af ’forkølelser’ og små skader. Men hans taktiske planer for tyskeren gav ikke en ’play me og sell me’ fra Özil, der helt udvandt accepterede nye tider i Arsenal, samt det nye hierarki i klubben. Han er stadig højt stillet i hierarkiet, da hans status som fodboldspiller stadig er intakt og velrespekteret blandt andre spillere i truppen. Specielt de unge spillere som Willock, Guendouzi, og selv Xhaka har en masse at lære for den efterhånden aldrende tysker.
Næste transfervindue er om små 2,5 måned, og skal Özil så væk der? Der gik flere rygter de sidste dage af sommerens transfervindue om at han var på vej til MLS i den amerikanske liga, samt de evige rygter om de store tyrkiske klubber, der evigt virker som bejlere.
Det store spørgsmål er Unais plan. Er Özil en del af den faste opstilling, med undtagelser af meget taktiske kampe? Eller er han den nye breddespiller, med en høj løn der skal spille cup kampe og EL?
Personligt tror jeg mest på det første. Når nu Özil ikke blev solgt i løbet af sommeren, må klubben acceptere, man har en spiller af en vis statur i truppen, der skal bevise sig selv. Med undtagelse af forskellige taktiske undtageler, må man formode at en fit Özil spiller de fleste kampe, og forhåbentlig viser sig fra sin bedste side. Også selvom det ikke betyder 19 assist pr sæson, kan det måske sammenlignes lidt med andre spillere, der senere i sin karriere fik andre kvaliteter, ved at blive omskolet. Her må spillere som Pirlo, Rooney og sågar Cristiano Ronaldo nævnes. Spillere der nærmest blev mere legendariske af deres nye spilforståelse.
Uanset mening, har vi med en yderst dygtig spiller at gøre, som forhåbentlig kan bidrage positivt til denne kommende sæson. Om ikke andet skal der bevises noget fremmod et salg næste sommer.
Svaret kom ikke søndag i kampen mod Watford, da Özil var meget anonym og holdet generelt underpræsterede. Men måske han får en del mere spilletid nu, hvor Lacazette er ude de næste par uger, samt Europa League der starter op, her vil bredden være vigtigt, og det må nu engang betyde mere spilletid til Mesut Özil.
Der er altid vindstille orkanens øje, men Özil må efterhånden vide, at der konstant blæser kraftige vinde omkring ham, af både negativ og positiv karakter – spørgsmålet er om han har vænnet sig til det, og kan bruge det til sin egen fordel, eller han bliver ved med at underpræstere og være svingende.