Efter at have været i startopstillingen i Mikel Artetas første kampe som Arsenal-træner er Ainsley Maitland-Niles nu på kanten af Arsenal-truppen. Nu giver Arteta svar på, hvorfor.
I gårsdagens 2-0-sejr over Portsmouth i FA Cup´en fik Ainsley Maitland-Niles lov til at få de sidste tre minutters overtid på banen på Fratton Park. Og sådan har virkeligheden været for den unge englænder på det seneste. Indskiftet i overtiden mod Olympiakos på udebane og indskiftet i overtiden mod Bournemouth på udebane i FA Cup´en. Mere fodbold er det ikke blevet til Maitland-Niles den seneste måned, som ellers spillede 90 minutter i Artetas fem første kampe i Premier League.
Den manglende spilletid til Maitland-Niles var oppe at vende på gårsdagens pressemøde efter Portsmouth-sejren, hvor Arteta gav svar på tiltale:
“Ainsley må arbejde hårdt hver dag til træning og vise mig at han ville have pladsen mere end alle andre, at han vil spille for den her klub og slås for sin plads”.
svarede en kontant Arteta.
Maitland-Niles er ikke den eneste Arsenal-spiller, som har måtte modtage samme besked. Tidligere har Dani Ceballos og Matteo Guendouzi blandt andet også modtaget lignende besked.
I stedet for Maitland-Niles var det ikke Arsenals normale højreback Hector Bellerin, som var i startopstillingen, men i stedet Sokratis, som egentlig ikke foretrækker backen, erkender Arteta.
“Han brokker sig en smule, fordi det ikke er hans position. I nogen kampe kan han dog være nyttig, og han har altid den rigtige attitude og kvaliteter til at kunne spille den position”.
Udtaler Arteta.