30. december 2019

FANSENES MINDER FRA ÅRTIET DER GIK – DEL 2

Et årti er ved at gå på held, og som Arsenal-fan har man som altid været igennem lidt af hvert. Her giver tre danske Arsenal-fans deres personlige bud på årtiets bedste mål, bedste individuelle præstation, største enkeltstående moment og hårdeste spiller at miste.

Af Mads Adam Wegener

Nicklas Beran Bergstrøm, skribent hos Arsenal Denmark

Bedste mål: Jack Wilshere vs Norwich 4-1 oktober 2013

Der var flere om buddet, men Wilshere målet mod Norwich i 4-1 sejren kan jeg ikke glemme. Det var så Arsenal præget som det overhoved kunne være. Improviseret og kreativt udført og direkte fra øverste hylde. At det så er en ægte Arsenal dreng der scorer, gør bestemt ikke noget. I øvrigt det mål Wenger har sagt er det bedste han har set i sin karriere.

Bedste individuelle præstation i en kamp: Alexis Sanchez vs Manchester United september 2015

En svær en at vælge, og der er sikkert nogle der er glemt. Men Alexis i 3-0 sejren over Manchester United på hjemmebane i 2015. Han var her der og alle vegne i den kamp. 2 mål, og en stor hovedpine for United forsvaret. Ozil spillede også en brandkamp, men den hurtighed og effektivitet som Alexis viste, gør at det er den der tager prisen. Mange siger, at det var der Uniteds scouts for alvor begyndte at følge Alexis.


Største enkeltstående moment: Arsene Wengers farvel og FA Cup-sejren 2014

Det er for mig todelt. På og uden for banen. Uden for banen er det Wengers farvel. Et øjeblik som mange håbede og havde ventet på, men som alligevel var så smukt og hårdt. Vi mistede et koryfæ inden for fodbolden, og vi kommer ikke til at se de managers igen, der sidder 10-15 år i sædet. En mand der har været med til at forme engelsk fodbold, og give Arsenal nogle værdier, som stadig vil hænge ved om 100 år. Hans farvel er et moment man som Arsenal fan altid vil huske, men som altid vil være ambivalent.

På banen er der FA-cuppen i 2014. Et trofæ der viste at man kunne vinde med et underligt middelmådigt hold, og at vi stadig var et tophold i engelsk fodbold. Ikke nok med en dramatisk kamp, så gav det noget håb for os fans, at spillere som Ramsey kunne blive til noget rigtig stort.
Derudover havde vi slået både Tottenham og Liverpool ud af tuneringen, så selvom vi mødte Hull i finalen, og alle sagde det var en let FA, så var det stadig et fantastisk moment. 

Hårdeste spiller at miste: Francesc Fabregas (2003 – 2011)

For mig er det Cesc. Han var alt det vi mangler i dag. En leder, der kunne føre an når alt sejlede, og kunne råbe sin medspillere op. Derudover havde han allerede været mange år i klubben, så erfaringen var der allerede. Et forståeligt skifte han lavede, men som gjorde ondt. Det var ham der skulle løfte arven og anførerbindet i vores klub, så man kan glemme Robin van Persie og Alexis, ham her kunne spille bold, og var en spiller med x-faktor. En af dem som stadig kan mærkes, når man ser gamle klip med ham.

Thomas Ballegaard, bestyrelsesformand i Arsenal Denmark

Bedste mål: Jack Wilshere vs Norwich 4-1 oktober 2013

Jeg har altid haft et blødt punkt for Tomas Rosicky, som var en fantastisk fodboldspiler og et stor menneske, og derfor nyder jeg altid at se hans perle fra januar 2014 i 2-0 sejren over Tottenham, men hvis jeg skal tage de subjektive fodboldbriller på, så er jeg nødt til at stemme på Wilshere’s mål fra oktober 2013 mod Norwich. Et fantastisk mål sat op i 18. minut af Wilshere selv, elegant orkestreret over tre stationer med hæl og tå i førstegangsberøringer fra både Santi Carzorla og Olivier Giroud. Norwich spillerne stod måbende som statister og stenstøtter og kom aldrig tilbage i kampen, og de måtte tage hjem fra London med et 4-1 nederlag.

Bedste individuelle præstation: Jack Wilshere vs FC Barcelona 2-1 februar 2011

Wenger lavede en taktisk genistreg, da han rykkede Cazorla ind på den centrale midtbane i den svære udekamp mod Manchester City. Cazorla spillede sit livs kamp, og The Gunners vandt 2-0. Alligevel må jeg nok engang pege på Jack Wilshere, for hans præstation i ottendedelsfinalen i Champions League på Emirates Stadium mod datidens ubestridte verdensmestre fra FC Barcelona er ganske enkelt uforlignelig. Den kun 19-årige Wilshere dominerede Arsenals midtbane og drev gæk med prominente stjerner som Xaxi, Iniesta og Messi, og hans stod selv fadder til det afgørende mål i Arsenals 2-1 sejr, som dog ikke rakte til videre avancement, idet The Gunners senere tabte 3-1 på Camp Nou tilde senere Champions League vindere.

Største enkeltstående moment: Oliver Girouds skorpionmål vs 1-0 Crystal Palace januar 2017

Det kunne også have været en bejler til det bedste mål, men jeg har valgt at pege på Olivier Girouds berømte skorpionspark, der gav Arsenal en 2-0 sejr over Crystal Palace på Emirates Stadium den 1. januar 2017, som det største enkeltstående moment i det seneste årti. Målet, som var prikken over i’et efter et fantastisk gennemspillet angreb, vandt senere FIFA’s Puskas Award for bedste mål i Europa, og det er den hidtil eneste gang, en Arsenal spiller har vundet denne pris, så vi kan alle være stolte over den sjældne detalje.

Hårdeste spiller at miste: Robin van Persie (2004-2012)

Ét eller andet sted føler de fleste Arsenal fans, at Robin Van Persie svigtede klubben og solgte sin sjæl for ussel mammon, men manden skiftede klub og vandt et mesterskab, han aldrig vandt med Arsenal, og The Gunners mistede en klasseangriber, som var garant for +30 mål pr. sæson, når han vel at mærke var skadesfri. Hollænderen kom til Arsenal fra Feyenoord som 21-årig troublemaker i 2004, og efter et par svære år brød han igennem som Arsenals ubestridte topangriber. Tabet af Van Persie til ligakonkurrenten Manchester United var svær at sluge for Arsenal, og det varede et par år før vi havde en fuldgod erstatning på plads i form af Alexis Sanchez. Den dag i dag er Van Persie stadig ikke velkommen på Emirates Stadium, på trods af at det var hér han nød den største succes i sin gloværdige karriere.

Louise Iversen, skribent hos Arsenal Denmark

Bedste mål: Mesut Özil vs Ludogorets 3-2

Vi har rigtig mange lækre mål at vælge imellem, men mit yndlings er helt klart Özils mål mod Ludogorets. Ikke den fedeste scene at score sådan et mål på, men det tager intet at at det er fedt, fedt mål.

Bedste individuelle præstation: Per Mertetsacker vs Chelsea 2-1 FA Cup-finale 2017

En af de bedste præstationer, jeg har set, var nok Per Mertesacker i FA Cup-finalen i 2017 mod Chelsea. Han var skadet det meste af sæsonen og skulle pludselig spille fra start i sæsonens vigtigste kamp eftersom Gabriel var skadet og Laurent Koscielny havde fået karantæne. En kamp fra start, et trofæ. What a guy.

Største enkeltstående moment: FA Cup-finalen 2014

Jeg har været fan af Arsenal siden 2006, men begyndte først slavisk at følge dem i sæsonen 2013/2014, hvilket leder mig hen til FA Cup-sejren i samme sæson. Lige fra Santi Cazorlas frispark til Jack Wilshere, der i den efterfølgende busparade råber ”What do we think of Spurs?”. Magisk.

Hårdeste spiller at miste: Santi Cazorla (2012-2018)

Midtbane har aldrig været den samme siden. Dengang vi mistede ham tænkte jeg egentlig ikke, at det ville være verdens undergang, men efterfølgende har det været tydeligt hvor vigtig han har været.

{"cart_token":"","hash":"","cart_data":""}