Fra GunAction: Sæsonen 70-71 er legendarisk i Arsenal sammenhæng. Ikke kun fordi klubben sikrede sig sin første double, men fordi sæsonen bød på så mange mindeværdige øjeblikke, at den den dag i dag, fremkalder stærke følelser hos Arsenal-fans med en dåbsattest af lidt ældre dato.
Sæsonen 70-71 var modsat de seneste en anderledes opløftende oplevelse for Arsenal fans, og for mange nuværende danske Arsenal Denmark medlemmer er sæsonen ganske givet legendarisk af flere årsager
Ikke blandt favoritterne
Begivenhederne står næsten i kø, og gør sæsonen til netop en af de mest legendariske i Arsenals historie. Ikke alene er den første double historisk, men læg dertil at mesterskabet sikres på White Hart Lane og at finalen i FA Cuppen på Wembley mod Liverpool, afgøres på en legendarisk scoring af Charlie George, så bliver det ikke meget større.
Arsenal var ikke indskrevet blandt de store favoritter i Football League Division 1, som det hed dengang. Oddsene var langt bedre på Leeds, som talte store navne som bl.a. Billy Bremner, Johnny Giles og Peter Lorimer. Men Arsenal var stabile og allerede efter åbningskampen den 15. august 1970, på Goodison Park mod de forsvarende mestre fra Everton, som talte navne som Howard Kendall, Colin Harvey og Alan Ball proklamerede Arsenals kaptajn, Frank McLintock, at holdet var det bedste i de seks år han havde været i klubben. Et tidligt forvarsel om, hvad der var i vente.
Frokost i hjemlige omgivelser
Sæsonen bød på mange fine perioder for Arsenal og holdet hentede stabilt med point og holdt sig hele tiden inde i mesterskabskampen, som endte med at blive et tæt opgør med netop Leeds. De to hold skilte sig til sidst markant ud i toppen af tabellen og de tre sidste kampe, ude mod Leeds, hjemme mod Stoke og ude mod Tottenham skulle blive afgørende for udfaldet. Den direkte duel ude mod Leeds blev tabt 1-0, men blev fulgt op en hjemmesejr mod Stoke med bl.a. Gordon Banks på holdet. Nu ventede den sidste og afgørende kamp ude mod Tottenham, og en Arsenal sejr var påkrævet hvis holdet skulle gå forbi Leeds, som var endt på 64 point.
Spillerne havde spist frokost hjemme, før de mødtes på South Herts Golf Club for at indlede de sidste forberedelser til kampen. På det tidspunkt var fansene allerede på vej mod White Hart Lane, hvor portene blev lukket mere end en time før kampstart og med over 51.000 tilskuere på lægterne.
Kampen blev en tæt forestilling, og først afgjort tre minutter før tid på et hovedstødsmål af Ray Kennedy. Med sejren gik Arsenal forbi Leeds og sikrede sig dermed klubbens ottende mesterskab. Nu ventede Liverpool på Wembley i FA Cup-finalen.
Den anden gyser på bare seks dage
Vejen til finalen havde budt på otte opgør for Arsenal, og hele tre gange måtte The Gunners ud i omkampe. Først mod Portsmouth, så Leicester og til sidst Stoke, som virkelig voldte Arsenal problemer både i turneringen, hvor de havde vundet 5-0 hjemme, men også her i pokalturneringen. Arsenal overlevede kun lige i semifinalen på Hillsborough i Sheffield, som endte 2-2, for så i omkampen på Villa Park i Birmingham, at vinde 2-0. I finalen ventede Liverpool, som i deres semifinale havde sendt bysbørnene fra Everton ud af turneringen. Ligesom den afgørende kamp i 1. division den 3. maj havde været en gyser blev finalen på Wembley det også, og der skulle mere en 2 x 45 minutter til før der var fundet en vinder.
Den 8. maj 1971 var en varm forårsdag i London. Wembley kogte nærmest over af forventning og både tilskuere og TV-seere over hele verden blev vidne til en kamp, der for navnlig mange Arsenal fans har printet sig ind i bevidstheden, og som den dag i dag genkalder store følelser. Efter 0-0 i den ordinære spilletid tog begivenhederne for alvor fat i den forlængede spilletid. Liverpool tog det første stik på en hurtig scoring af Steve Highway, men fire minutter før pausen i den forlængede spilletid, kom udligningen ved Eddie Kelly, men afgørelsen manglede. Den kom – og den er blevet en af de mest legendariske af slagsen.
Samler familien og indrammer drømmene
Charlie George, født i Islington, et produkt af Holloway School* og tidligere fast inventar på Highbury’s North Bank havde allerede tidligere i sæsonen vist prøver på sit talent og sit stærke højreben. Ni minutter før tid sender han et missil afsted med højrebenet, og selvom kuglen snittes ganske let af en Liverpool forsvarer lander den utageligt i nettet bag Clemence.
Fejringen er legendarisk – liggende på ryggen med strakte ben, strømperne nede om anklerne og armene strakt op over hovedet modtager han de tililende holdkammerater og fansenes triumferende tilråb.
Det er et af de øjeblikke, der på fornemmeste vis samler hele Arsenal-familien og samtidig indrammer alle fodbolddrenges vildeste drømme. Den lokale knægt, der træder ind på den store scene, afgør tingene, realiserer drømmene, og etablerer sig som en klublegende.
Klubbens første double var i hus og euforien var enorm. Dagen efter havde omkring en kvart million taget opstilling langs ruten fra Highbury til Islington Town Hall for at hylde deres helte.