3 TING VI LÆRTE AF KAMPEN MOD WEST HAM

1. Tremandsforsvaret skabte en negativ dominoeffekt.
Emery har stadig problemer med at finde den rigtige formation bagved. Det så vi i lørdagens opgør mod West Ham, hvor man vælger at sætte tre i midterforsvaret til at dække Arnautovic. Det fik konsekvenser for Arsenals midtbane, der var i undertal helt indtil dobbeltudskiftningen i anden halvleg. Forsvarsproblemet hos Arsenal lader derfor ikke til at være fixet ved at sætte en ekstra forsvarspiller ned i bagkæden. Tværtimod lader det til at have en negativ effekt på midtbanen, når man vælger at gardere sig således på den defensive front. Den massive formation i bagkæden medvirkede til, at vi manglende en kreativ spiller på midtbanen, og det gjorde, at man ikke kunne lægge et højt pres på modstanderen.

2. Når Lacazette og Aubameyang starter sammen, mangler der KAPOW fra bænken.
Jeg tror, vi alle sammen ønsker at se Lacazette og Aubameyang spille så meget som muligt – og gerne sammen. Deres kemi virker helt fantastisk på og uden for banen. Emery har været i stand til at trylle i anden halvleg, når man enten har kunne indskifte Lacazette eller Aubameyang. De har begge egenskaberne til at ændre en kamp, og det bliver et problem, når man ikke har den samme kvalitet ude på bænken. Og lige i øjeblikket lader det ikke til, at Emery prioriterer, at de begge skal starte inde.

3. Magtkampen mellem Emery og Özil fortsætter.
Der manglede kreativitet på midtbanen i lørdagens kamp, og derfor var der også flere fans, der havde håbet at se Özil spille nogle minutter mod West Ham. Tyskeren var fit og havde trænet med hele ugen op til kampen. Hvis Arsenal havde vundet kampen, havde man sikkert ikke lagt så meget i det, men det er uheldigt, at det lige præcis var en spiller som Özil, der manglede. Det tyder på, at der er et underliggende problem mellem de to, og det er svært at tolke på, hvad der præcis sker mellem dem uden at lave hypoteser. Dette er noget, klubben skal få styr på meget snart. Özil er trods alt den bedst betalte spiller, vi har, og han burde være god nok til en plads mellem de 18 udvalgte.

Indkøbskurv