29. december 2018

3 TING VI LÆRTE AF KAMPEN MOD BRIGHTON

På den traditionelle Boxing Day spillede Arsenal 1-1 mod Brighton. Her er tre ting, vi lærte fra kampen.

Af Christian Schlüter

1.     Aubameyang bliver ved med at score

På trods af en uafgjort kamp, uden et væld af mål, lykkedes det alligevel Pierre-Emerick Aubameyang at komme på tavlen og dermed fastholde sin plads som topscorer i Premier League med sit 13. mål i sæsonen. Målet faldt tidligt i kampen. Efter hårdt arbejde af Alexandre Lacazette lykkedes det at lægge op til Aubameyang endnu en gang i sæsonen. Lacazette stod for at kæmpe bolden tilbage af to omgange. Første gang parrerede han en clearing fra Brightons forsvar, som Lucas Torreira samlede op. Torriera parrerede efterfølgende endnu et forsøg på en clearing, hvorefter bolden røg ned til Mesut Özil, som forsøgte at lave en hælaflevering. Bolden røg i fødderne på Brightons forsvar, som var for langsomme, og Lacazette fik bolden tilbage. Han forsøgte sig med en skudfinte som snød hele tre Brightonspillere, men kunne ikke komme frem til et skud. Han lagde i stedet bolden ud til Aubameyang, som med en kold inderside lagde bolden op i højre hjørne af målet uden chance for Brightons målmand.

Hvis Aubameyang bliver ved med at score i samme rate, kan han nemt ende som topscorer i ligaen. Han er dog tæt efterfulgt af Tottenhams Harry Kane og Liverpools Mohammed Salah, som begge er på 12 mål.

2.     Emerys udskiftninger er ikke altid forståelige

Der er meget snak om Özils fremtid hos Arsenal, og det er ikke så underligt. Tyskeren, der faktisk havde spillet godt, blev til stor undren taget ud i pausen, og erstattet af Iwobi. Arsenal manglede derfor sammenhæng mellem midtbanen og angrebet, hvilket resulterede i meget få chancer i anden halvleg. Emery udtalte på pressemødet efter kampen, at udskiftningen udelukkende var taktisk, og at der ikke var anden grund til at tage Özil ud.

På trods af Lacazettes hårde arbejde, og hans fantastiske samarbejde med Aubameyang, ser det ud til at Unai Emery holder fast i, at han skal skiftes ud i løbet af kampen. Således udfoldede det sig også i Brighton. Lacazette så endnu engang utilfreds ud med beslutningen, og smed sine handsker i frustration. Efter Lacazettes udskiftning havde Arsenal ingen skud på mål, og fandt ikke frem til nogle store chancer. Dog var bolden ved at ryge i mål i det 83. minut, da Iwobi lidt tilfældigt blev ramt på hælen på en clearing af en Brightonspiller.

Laurent Koscielny blev udskiftet i det 70. minut og erstattet af Ainsley Maitland-Niles. Ved udskiftningen lignede det mere eller mindre, at Koscielny var kørt død efter en hård opstart fra sin skade, og at udskiftningen ikke var taktisk. Maitland-Niles kunne også have erstattet Stephan Lichtsteiner på højre back, som havde en svær kamp på The Amex.

 

3.     Arsenals fans kan være stolte

På Boxing Day var der lagt op til fest på The Amex, men ikke udelukkende af Brightons fans. På trods af resultatet kunne man gennem hele kampen høre Arsenals fans bakke spillerne op. Dette blev også kommenteret af kampens kommentatorer på 6’eren, som roste Arsenals fans fremmøde og holdånd.

{"cart_token":"","hash":"","cart_data":""}