3 TING VI LÆRTE AF ARSENAL-CHELSEA

Med en 2-0-sejr over London-rivalerne fra Chelsea fik Arsenal et tiltrængt momentum i kampen om den Champions League-adgangsgivende fjerdeplads. Her er tre ting vi lærte af kampen.

1. Sokratis og Koscielny som defensivt anker
På trods af, at Mustafi var klar til start, blev tyskeren fravalgt til fordel for det rutinerede makkerpar, Sokratis og Koscielny. Chelsea havde kampen igennem ikke meget at byde på rent offensivt, men de få situationer, specielt i første halvleg, hvor Chelsea blev farlige, stod begge forsvarskrumtapper på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Koscielny har på det seneste spillet sig mere og mere i form, og med Sokratis og Mustafi som to temmelig ens typer, rent forsvarsmæssigt, kan Emery gøre sig klogt i at overveje, om det er vejen frem med grækeren og franskmanden som et mere fast makkerpar. Tilmed kronede de to midterforsvarere deres indsats ved, at grækeren stod bag en sjælden assist til Koscielny, der med skulderen dirigerede bolden i mål til slutresultatet 2-0.

2. Diamanten funklede
I forhold til West Ham-kampen, valgte Unai Emery at sætte sit hold op i en 4-1-2-1-2-opstilling med Guendouzi, Torreira og Xhaka, som den bagerste del af midtbanediamanten. Valget af tre midtbanespillere med primære kvaliteter i pasningsspillet og det defensive arbejde, har voldt Arsenal problemer med at kreere noget frem af banen i specielt en del udekampe i denne sæson. Med Özils begrænsede popularitet hos manager Emery var det et frisk pust at få Ramsey ind på toppen af midtbanediamanten, med sine dybe løb og dristighed på den sidste tredjedel af banen. Waliseren blev mødt med stående klapsalver, da han efter 67 minutter blev skiftet ud, og den dobbelte FA Cup-helt kan meget vel blive en yderst vigtig mand, inden han med al sandsynlighed drager til Italien for at spille for Juventus efter sommerferien.

3. Bellerin vil blive savnet
Med knap tyve minutter igen af opgøret måtte Arsenals spanske højre back, Hector Bellerin, udgå med hvad, der lignede en alvorlig knæskade. Bellerin var netop vendt tilbage til startopstillingen, efter at have siddet ude med skadesproblemer siden Southampton-kampen i midten af december. Spanieren vil i den grad blive savnet, efter at have genfundet formen under Unai Emery. I lørdagens kamp lagde Bellerin op til sit femte mål i denne Premier League-sæson, hvilket kun er overgået af én anden forsvarsspiller i denne sæson, Watfords Jose Holebas (6). Emery har dog meldt ud, at han ikke vil gå ud og købe ind i spanierens skadesfravær, hvilket kommer til at betyde mere spilletid til unge Ainsley Maitland-Niles, rutinerede Stephan Lichtsteiner og måske endda glemte Carl Jenkinson.

Indkøbskurv