3 TING VI LÆRTE AF ARSENAL-BOURNEMOUTH

Arsenal tog i går, onsdag aften, deres tredje sejr på en uge, da Bournemouth blev sendt hjem til sydkysten med en ørefine på hele 5-1. Tre hjemmebanesejre, 10 mål scoret og kun ét indkasseret – en formidabel optakt til det store North London-derby i weekenden. Her er 3 ting vi lærte;

Kontinuitet og rotation

Unai Emery havde valgt at bytte på seks positioner til onsdagens kamp, hvilket viste sig at være en glimrende idé. Udgangsformationen var også ændret fra 4-2-3-1 til 3-4-2-1. Arsenal så livlige ud, og var hele tiden farlige, når de var på bolden. Når vi forholder os til kontinuiteten, og kigger på udviklingen over de tre sidste kampe, så har man siddet med en fornemmelse af, at spillerne har været trygge med og uden bold. Det skal med i ligningen, at modstanderne har heddet BATE Borisov, Southampton og Bournemouth og alle har været spillet på Emirates.

Der har været et ensartet udtryk upåagtet, om Arsenal har spillet med to eller tre stoppere; Spille ud fra målmand, spille igennem den første fase via flade pasninger og efterfølgende forsøge at ramme mellemrumsspillerne i de to halvrum i modstanderens mellemrum. Herfra har der været gode muligheder for at linke up med backen i siderummet eller forsøge kombinationer med 9’eren eller den anden mellemrumsspiller.

Her fortjener Unai Emery stor kredit for at vælge den rette kombination til de givne kampe. I går var det Mesut Özil og Henrikh Mkhitaryan, som spillede de to offensive positioner bag Pierre-Emerick Aubameyang. Kombinationen af tyskerens finesse og elegance og armenierens tempo og ihærdighed var med til at gøre livet surt fra Bournemouth. Begge spillere leverede fra øverste skuffe og kvitterede begge med mål og assists.  

Den kære Unai Emery har efterhånden et mindre luksusproblem. De offensive positioner leverer kontinuerligt på et højt niveau, og spillere, som så mindre skarpe ud for et par uger siden, begynder at vise sit værd, da de er involveret i flere kampe i streg. Det bliver enormt spændende at se, hvordan han blander kortene til North London-derbyet i weekenden.

Nu venter der fire kampe på 12 dage (Tottenham, Rennes, Manchester United, Rennes) og her får Unai Emery brug for alle sine spillere. Rotationen bliver nøglen her for at holde spillerne friske til at kunne præstere i den givne kamp, da pointene i Premier League og videre avancement i Europa League er altafgørende.

Reminder: Han er altså kun 19 år

Hvor er han bare god, Matteo Guendouzi. Og hvor spiller han modent – sådan næsten altid. Den unge komet mistede bolden foran Arsenals felt, da han modtog bolden fejlvendt med en modspiller i ryggen. Det blev straffet prompte, og Bournemouth reducerede til 2-1. Her ville det være oplagt at mistænke en ung spiller, som før sæsonen spillede i den franske, Ligue 2, ville miste modet, være forsigtig og gemme sig i afleveringsskyggen. Dette var bestemt ikke tilfældet hos franskmanden, som nærmest voksede sig stærkere, jo længere kampen skred frem. Han havde flest berøringer af alle på banen og var overalt – både defensivt og offensivt.

Det er imponerende, at han i en alder af 19 år, i Premier League, snitter over tre progressive pasninger, løb igennem kæder, tacklinger og erobringer pr. kamp. Jeg tror, Unai Emery er rigtig tilfreds med sine muligheder på de centrale positioner med Granit Xhaka, Lucas Torreira og Matteo Guendouzi. De tre spillere minder i høj grad om hans muligheder i Paris Saint-Germain, hvor han benyttede sig af en tremandsmidtbane med Thiago Motta, Marco Verratti og Adrien Rabiot. En fantastisk cocktail af teknisk kvalitet, arbejdsrate og hjerte.

Kaptajn, kriger, Koscielny

I takt med at de offensive spillere begynder at ramme formen, har Laurent Koscielny, efter sin lange periode på skadespause, ramt en form, som giver tryghed blandt Arsenals fans. Franskmanden har uden tvivl mistet niveau efter sin skade, men har over de sidste par kampe vist, at hans rutine, lederegenskaber og krigeriske sind er klar til at bidrage til Arsenals resterende kampe i forårssæsonen.

Der blev kigget med nervøse blikke, da franskmanden gik i græsset i går mod kampens slutning, men heldigvis var der mere tale om et slag end et vrid, så han er forhåbentlig klar til weekendens kamp. Makkerskabet med den græske gud, Sokratis, har vist sig at være forholdsvis solidt. De er ikke de mest elegante fodboldspillere, men der bliver leveret et solidt håndværk i forsvaret. Det kan være lige præcis det, som Arsenal behøver, når sæsonen spidser til.

I går var de to en del af en bagkæde med tre stoppere, hvor Nacho Monreal udfyldte den sidste plads. Det bliver med stor sandsynlighed de tre, som starter i weekenden. Noget tydede på, det var en lille generalprøve, men nu må vi vente at se. Erfaringen fortæller os, at ingen kan gætte Arsenals startellever.

Indkøbskurv