2. februar 2022

17 ÅR UDEN ET MESTERSKAB: DET HELE VÆRD

Pelle Kirchner blev som 7-årig i 2005 fan af Arsenal. Arsenal var på daværende tidspunkt på toppen, men har sidenhen ikke noteret sig for et eneste engelsk mesterskab. Alligevel holder Pelle fanen højt, da det for ham ikke handler om hverken titler eller trofæer – men snarere stolthed og ære.

Af Pelle Kirchner

I 2005 var jeg med min mor og storebror i Berlin for at se min kære far løbe maratonløb. Jeg var 7 år gammel og var lige begyndt at interessere mig for fodbold. Efter løbet havde min far købt en fodboldtrøje, der skulle vise sig at definere mit liv. Det var nemlig min første fodboldtrøje nogensinde. Jeg kunne ikke have været mere stolt. En bordeauxrød trøje med O2 som sponsor. I kender den selv. Trøjen var størrelse 12-13 år og fungerede snarere som en kjole for mig. Jeg ville aldrig komme til at kunne passe den, tænkte jeg.

Det var uden sammenligning min yndlingstrøje. Jeg havde den på til fodboldtræning, i skole, på ferier, derhjemme, nærmest overalt. Året efter blev min bror og jeg inviteret hjem til vores venner for at se Champions League-finale. Arsenal mod Barcelona. Min brors ven var Arsenal-fan, så dem heppede jeg også på. Arsenal tabte desværre kampen, men siden da har min kærlighed til klubben kun vokset sig større og større for hver dag

Den første (ulykkelige) kærlighed

Men hvorfor overhovedet fortsætte at holde med et hold, der aldrig vinder noget, spørger man måske om. Jeg plejer at sammenligne fodbold og tilhørsforhold med livet, og afspejle fodbold i livets gang. Vi kender kun til lykke og dét at være lykkelige, fordi vi har oplevet det modsatte, vi har oplevet svære tider, modgang og ulykke. Derfor føles lykken ekstra lykkelig, når vi mærker den. Det samme gælder for min kærlighed til Arsenal. For mig er det det mest naturlige i verdenen. Selvom jeg aldrig har oplevet at vinde Premier League, bliver sejren bare ekstra sød, når vi endelig gør. Netop fordi man har oplevet så forfærdeligt mange svære år. Alt det smukkeste gør ondt.

Arsenal begyndte hurtigt at betyde meget for mig. Det blev en del af, hvem jeg var som person. Man kan kalde det en forelskelse. Min første store kærlighed. Mit barndomsværelse blev hurtigt dekoreret med diverse Arsenal-plakater, halstørklæder, flag, mm., indtil man ikke kunne se væggen. Arsenals kampe var ugens højdepunkt for mig, og jeg prioriterede dem over næsten alt andet. Jeg meldte afbud til både aftaler med venner samt børnefødselsdage i klassen, hvilket jeg ikke er stolt over den dag i dag, men der var bare ingen chance for, at jeg ikke skulle se Arsenal. På rejser til udlandet med familien fandt jeg sågar internetcafeer for at streame kampene.

”Når du begynder at holde med en fodboldklub, gør du det ikke pga. deres trofæer, spillere eller historie. Du gør det, fordi du finder dig selv et sted, hvor du hører hjemme” – Dennis Bergkamp

En ung Pelle med sin første Arsenal-trøje. Foto: Privat

Mine forældre ville måske mene at det til tider tog overhånd, da jeg kunne ødelægge husfreden, hvis Arsenal tabte fodboldkampe. De har efterfølgende sagt til mig, at de håbede Arsenal ville vinde, fordi så blev det en god dag derhjemme. Desværre vandt de ikke altid. De første mange år var ulykkelig kærlighed mellem Arsenal og jeg.

I 2011 kunne jeg dog endelig se lyset for enden af tunellen, da vi mødte Birmingham i ligacup-finalen. Aldrig havde jeg glædet mig så meget til en fodboldkamp som denne. Af stadigt uforklarlige årsager kom kampen ikke i tv, så jeg satte mig ind på min fars kontor, lånte hans computer og streamede kampen. Et par få timer senere sad jeg med tårerne trillende ned ad kinderne på min fars kontor, da Laurent Koscielny og Wojciech Szcesny bragede sammen, og Obafemi Martins kunne trille bolden ind i et tomt mål. Da sad jeg helt målløs og kunne langsomt mærke tårerne trillede ned ad mine kinder. Efter kampen gik jeg direkte ned i seng uden aftensmad, og jeg tror mine forældre vidste, at de ikke skulle sige indvende så meget imod det.

Jeg husker også en anden episode i 2012. Arsenal spillede mod Reading i samme cupturnering. Jeg fik – undtagelsesvist – lov til at se Arsenals kampe, når de spillede sent. Ved halvleg var de dog på mirakuløst vis bagud med 4-0 til Reading. Jeg kunne aldrig drømme om at slukke for en Arsenal-kamp, da det ikke er at være fan. Mine forældre bad mig dog alligevel om at gå i seng, da Arsenal alligevel havde tabt kampen. De forstod mig ikke, og jeg var ikke en glad dreng på det tidspunkt. I stedet gik jeg ned i kælderen, tændte for tv’et, slukkede for lyden og så et af de mest sindssyge comebacks fra Arsenal i en kamp, der endte 7-5 til Arsenal. Min bror var gået i seng, men jeg gik ind på hans værelse, vækkede ham og fortalte om kampen.

Min næste, tydeligvis mindre, kærlighed kom i 7.klasse, men varede ganske kortvarigt, da jeg sad i joggingbukser og så Arsenal mod West Bromwich, mens vi var sammen. Inden kampen var slut, skulle hun pludselig noget andet. Set i bagklogskabens lys forstår jeg hende godt.

Hvad er solskin uden et regnvejr

En kendt fodboldkliche om at være fan lyder:” If you don’t support us when we lose, don’t support us when we win”. Citatet indkapsler meget godt, hvad jeg forbinder med at være fan af Arsenal. Af samme årsag har det altid været naturligt for mig at møde op i Arsenal-trøje dagen efter vi har tabt en fodboldkamp.

I sommer begyndte jeg på journalistikstudiet, hvor jeg fra den første dag ikke var bleg for at holde med Arsenal, selvom vi lå sidst i Premier League efter tre runder. Det gav på retfærdigvis et hav af spydige og drillende kommentarer, men næste dag mødte jeg op til første undervisningsgang iført Arsenal-trøje til en kommentar fra min nye fodboldinteresserede lærer: ”Det var da et modigt valg af dig”, men i virkeligheden er det ikke modigt. Det er sådan man er fan.

Hvis man holder med klubben, når de vinder, så holder man også med dem, når de taber. Jeg kan tillade mig at være stolt, når vi vinder fodboldkampe, fordi jeg netop altid holder med klubben – og ikke kun når vi vinder. Det er hele essensen af at være fan at et hold, synes jeg.

Jeg har aldrig tvivlet på at være fan af Arsenal, og kommer aldrig til det. Der har selvfølgelig været resultater, hvor det har gjort ondt at se de sidste 20-30 minutter. Jeg husker især et 8-2 nederlag mod Manchester United, hvor jeg sad i larmende tavshed i stuen. Som at se sin kone i en boksering mod en helt anden vægtklasse – uden at kunne gøre fra eller til.

Der har altid været hånende kommentarer fra klassekammerater og venner, og jeg har altid diskuteret fodbold og Arsenal med mine venner, men det går begge veje. Jeg driller også dem, når deres hold taber. Det handler for mig om at stå ved det, og tage sine tæsk med rankt ryk.

Da Arsenals interesse i Super League blev en realitet, var det ligeledes med stor skuffelse. Det var dog en anden form for skuffelse. Jeg læste nyheden på mit kollegieværelse i Odense og var mest af alt forarget. Jeg valgte at skyde skylden på den kedelige udvikling i moderne fodbold, selvom jeg selvfølgelig også var enormt skuffet over mit eget hold. Dårlige resultater er hvad det er, men når man ikke har sine værdier i orden, så bliver man flov over klubben. Jeg bliver egentlig ikke flov over at spille dårlige fodboldkampe og levere dårlige resultater, så længe værdierne er i orden. Og det var de ikke der. Jeg blev derimod glad for at se Arsenal Denmark – med Thomas Ballegaard i spidsen – tage afstand fra initiativet, og heldigvis løb Super League da også ud i sandet.

Pelle poserer stadig stolt foran Emirates Stadium, hvilket han vil fortsætte med, selvom Arsenal har givet ham mange rynker i panden gennem tiden. Kender man Arsenal ret kommer der nok et par rynker til samlingen for Pelle. Foto: Privat

{"cart_token":"","hash":"","cart_data":""}